Margit Brandt var en dansk tøjdesigner, født den 27. januar 1945 i Hellerup, København.
Margit Brandt blev uddannet på Margrethe-Skolens lederuddannelse 1961-1964 (Nu Scandinavian Academy of Fashion Design samt hos Louis Feraud og Pierre Balmain i Paris.
I 1966 oprettede hun sit eget designfirma i København sammen med Erik Brandt, som hun var blevet gift med samme år. Virksomheden etablerede afdelinger i Schweiz, Japan og Hong Kong. Margit Brandt stod for designet af dametøj, pels, boligtekstil, smykker, tapet m.v. for mange fabrikker i både Skandinavien og Tyskland. Ægteparret slog for alvor igennem i modebranchen i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne. I 1981 etablerede de sig i New York City med Brandt’s America Inc. Siden har parret desuden beskæftiget sig med galleri- og krodrift med bl.a. Brandts Pakhus, Skovshoved Hotel, Hotel Store Kro (fra 1986) og Tulstruplund.
Danmarks OL-uniformer i 1988 og 1992 var designet af Margit Brandt. I 1994 udstillede Margit Brandt på Kvindemuseet i Århus, og i 1998 designede hun Flyvevåbnets gallauniform. En række af hendes kollektioner fra 1960’erne blev relanceret i 2005.
I 2007 blev hun Ridder af Dannebrog.