Maria Sander, er en dansk modeskaber uddannet fra Margrethe-Skolen (nu Scandinavian Academy of Fashion Design), hvis navn for altid vil være linket sammen med Jean Voigts, selvom hun i næsten 20 år har stået ganske udmærket på egne ben som kjoleskaber.
Hele Maria Sanders fascination af smukke klædningsstykker og iscenesættelse begyndte, allerede da hun var en lille pige. Hun kommer fra et hjem i Charlottenlund med en far, der fabrikerede svungne dørhåndtag, mens hendes mor var kunstnerisk anlagt og tegnede med en fin streg gennem hele sit liv. Sammen med sin mor tog Maria Sander som otteårig til haute couture-opvisning i Jean Voigts modelsalon i Store Kongensgade, hvor hun for første gang fik færden af Jean Voigts besnærende univers. De to skabte sammen i mange år teaterkostumer, blandt andet til Den Kongelige Opera. Hun har beskrevet sin egen rolle som at være troldmandens lærling, og at hun var »kvinden som blev en intim kender af hans grænsesøgende kunst, øjenvidne og fortrolig i så turbulent et liv.«