Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte til Danmark, Prinsesse til Sayn-Wittgenstein-Berleburg blev født den 29. april 1944 på Amalienborg Slot i København som datter af Kronprins Frederik og Kronprinsesse Ingrid af Danmark. Hendes far var ældste søn af Kong Christian 10. og Dronning Alexandrine af Danmark. Hendes mor var eneste datter af Kronprins Gustav Adolf (senere Kong Gustav 6. Adolf) og Kronprinsesse Margareta af Sverige.
Hendes fødsel fandt sted under Nazi-Tysklands besættelse af Danmark. Dagen efter prinsessens fødsel, 30.april 1944, besluttede folk fra Holger Danske at affyre 21 salutbomber i Ørstedsparken. Modstandsmanden Hans Edvard Teglers var brudt ud af BOPA, og havde sluttet sig til Holger Danske sammen med sine erfarne folk, som Leif Bruhn Petersen der hjalp til med salutten, og som derfor i maj blev skudt og dræbt af Gestapo på Rådhuspladsen.
Hun blev døbt den 24. maj 1944 i Holmens Kirke i København. Hendes faddere var Kong Christian 10. og Dronning Alexandrine, Prins Gustav, Kong Gustav 5. af Sverige, Sigvard Bernadotte, Sir Alexander Ramsay, Dronning Elizabeth af Storbritannien, Prinsesse Caroline-Mathilde, Prinsesse Margaretha og Prinsesse Ingeborg af Sverige.
Fire år før hendes fødsel, i 1940, var hendes storesøster Prinsesse Margrethe blevet født. Og to år efter hendes fødsel, i 1946, blev hendes næste søster Prinsesse Anne-Marie født. Hun blev senere gift med Kong Konstantin 2. af Grækenland.
Hun giftede sig i 1968 med Prins Richard til Sayn-Wittgenstein-Berleburg, med hvem hun har tre børn. Ved ægteskabets indgåelse bevarede prinsesse Benedikte sin titel som Prinsesse til Danmark og sin plads i den danske tronfølge, og hun repræsenterer ofte sin storesøster ved officielle og halv-officielle lejligheder.